Medieforsker: Ny søndagsavis vil lægge pres på JP

Jysk Fynske Mediers nye søndagsavis kan blive en reel konkurrent på markedet. Men der er også fælder forbundet med satsningen.

Jyllands-Postens plads som provinsens brede søndagsavis er måske truet af nyt tiltag fra Jysk Fynske Medier.
Jyllands-Postens plads som provinsens brede søndagsavis er måske truet af nyt tiltag fra Jysk Fynske Medier.

Torsdag kom det frem, at Jysk Fynske Medier overvejer at lave Danmarks måske største søndagsavis.

Det kan få konsekvenser for Jyllands-Posten, vurderer medieforsker på Center for Journalistik på SDU Aske Kramer.

- Det er jo på Jyllands-Postens hjemmebane, at den her søndagsavis vil operere. Det er klart, at Jyllands-Posten skal se det som en trussel, hvis det bliver til noget, siger han til journalisten, som  fredag bringer historien.

Jysk Fynske Medier er Danmarks tredjestørste medievirksomhed og består blandt andet af Fyens Stiftstidende, Fyns Amtsavis, Jyske Vestkysten og Aarhus Stiftstidende. Derudover er Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Folkebladet Lemvig også en del af koncernen.

Aske Kramer mener, at Jyllands-Posten er det eneste dagblad, der dækker bredt i provinsen samtidig med, at det har en national profil, som ikke er københavnsk.  

Forskeren påpeger dog, at der kan være en vis fare forbundet med Jysk Fynske Mediers planer.

- Man risikerer at miste noget af sin identitet på samme måde, som det skete, da Kalundborg Folkeblad og Holbæk Amts Venstreblad blev lagt sammen til ét medie med det relativt intetsigende navn Nordvestnyt.
 
- Jeg ville tænke mig godt om i forhold til, hvordan man håndterer dén problematik, siger Aske Kramer til Journalisten.