Medieforlig: Penge til regionalt TV

Den nye medieaftale for 2012 - 2014 sender i alt 63 millioner kroner i retning af de otte regionale TV-stationer.

tvmvlogomedium.JPG

Pengene skal blandt andet gå til mere indhold på TV2 regionernes nye 24-timers kanaler - her i landsdelen TV/MidtVest.

Flere penge til produktion

For stationen i Holstebro betyder forliget samlet set en løbende forbedring på cirka to mio. kr. over de kommende to år, for samtidig med at forliget sender ekstra penge efter regionerne, så forhindrer det dem også i fremover at have sponsorater og programtilskud.Derudover får den regionale TV-station godt 3.4 mio. kr., som er øremærket til stationens egen kanal. 

- Der er grund til at glæde sig over resultatet. Det giver os mulighed for at producere flere, gode programmer til Midt- og Vestjyderne og vores egen kanal, siger, Ivar Brændgaard, direktør på TV/MidtVest.

Ingen privatisering af TV2

Medieforliget betyder også, at TV2 ikke skal privatiseres. I løbet af aftaleperioden skal ses på eventuelle alternativer til den nuværende organisering som aktieselskab, står der.

Tirsdagens aftale er indgået mellem alle partier i Folketinget minus Liberal Alliance.

FAKTA OM DET NYE MEDIEFORLIG

* Den ny medieaftale dækker perioden 2012-2014 og er indgået af samtlige Folketingets partier minus Liberal Alliance.

* Køreplan for overgang til digital radio: I 2019 lukkes der for FM-båndet, hvis over 50 procent af befolkningen medio 2018 hører digital radio.

* TV2/Danmark skal ikke privatiseres, men forbliver i offentligt eje. Der skal ses på alternativer til den nuværende organisering som aktieselskab.

 * DR får ekstra licensmidler til at styrke indsatsen over for børn og unge. Der afsættes 72 millioner kroner til at styrke børne-tv.

 * Regionale tv-stationer styrkes med 63 millioner kroner. De skal blandt andet gå til mere indhold på TV2-regionernes nye 24-timers-kanaler.

 * Der skal være større gennemsigtighed i DR's brug af licenskronerne, herunder på de enkelte tv- og radiokanaler.

 * Der bliver genindført forbud mod skjult reklame i form af produktplacering i tv-programmer.

 * Fjernelse af DR's og regionale TV2-stationers ret til at modtage sponsorpenge fra kommercielle virksomheder. De kan stadig få tilskud fra Udenrigsministeriet, EU, osv.

 * Radiolicensen afskaffes fra 1. juli 2013. Ellers fastholdes licensbetalingen, men den reguleres i takt med pris- og lønstigninger.

 * Større frihed til selv at vælge tv-kanaler i tv-pakkerne og bedre mulighed for at vise store sportsbegivenheder på de landsdækkende tv-kanaler.

 * Der afsættes penge til en årlig medierapport fra uafhængige forskere, som skal sætte kvaliteten i danske medier under debat.

 Kilder: Kulturministeriet, Socialdemokraterne, Venstre, Enhedslisten. /ritzau/