Medieforhandlinger: Millioner på vej til provinsaviserne

Forhandlingerne om et nyt medieforlig er i fuld gang. Nu viser et notat, at DF og Regeringen forhandler om flere penge til de lokale og regionale aviser i provinsen.

Lokale ugeaviser og dagblade i provinsen ser ud til at blive vinderne i nyt medieforlig, der forhandles på plads i disse dage.
Lokale ugeaviser og dagblade i provinsen ser ud til at blive vinderne i nyt medieforlig, der forhandles på plads i disse dage.
Foto: TV MIDTVEST

Kulturminister Mette Bock har en tætpakket kalender i denne uge, hvor regeringens forhandlinger med Dansk Folkeparti om en ny medieaftale fortsætter.

Og skal man tro det notat, som Avisen Danmark er kommet i besiddelse af, drejer forhandlingerne sig blandt andet om, hvordan støtten til landets aviser skal fordeles.

Ifølge avisens oplysninger er der tre mulige modeller i spil, hvor den mest vidtgående flytter et anseligt millionbeløb fra landsdækkende mediekoncerner som Berlingske og JP/Politiken til eksempelvis Jysk Fynske Medier, Nordjyske Medier og Sjællandske Medier.

Mette Bock kommenterer ikke direkte notatet, men siger til Avisen Danmark:

- Regeringen er meget optaget af at give lokale og regionale medier gode rammevilkår, og vi forhandler blandt andet om, hvor meget man kan rykke balancen.

- Vi har gode diskussioner, men jeg vil ikke tage dem uden for lokalet, fastslår Mette Bock.

Der lægges op til særlige puljer for både ugeaviser og netmedier, ligesom der formentlig også bliver sat penge af til innovationsstøtte.

Der er udsigt til en smal medieaftale, efter at Folketingets øvrige partier ikke har villet gå ind på præmissen om at spare på den samlede ramme til public service.

Oplægget fra regeringen og Dansk Folkeparti inden forhandlingerne gik på at beskære Danmarks Radios budget med 20 procent over de kommende fem år.

En del af besparelsen skal bruges til at finansiere en pulje på knap 80 millioner til andre public service-tiltag.

Samtidig er parterne enige om at fjerne licensen og i stedet sænke personfradraget, så public service-tilbuddene finansieres over skattebilletten i stedet.