Medie: Jesper Jensen bliver ny Aalborg-træner

Den tidligere Skjern- og landsholdsspiller Jesper Jensen skal afløse Nikolaj Jacobsen, skriver nordjyske.dk.

Jesper Jensen.jpg

Aalborg Håndbold har sandsynligvis fundet den fremtidige afløser for Nikolaj Jacobsen. Det bliver ifølge nordjyske.dk den tidligere Skjern-profil og landsholdsspiller Jesper Jensen, der fra og med næste sæson skal være træner for de regerende danske mestre. Jobbet i Aalborg er blevet ledigt, efter at Nikolaj Jacobsen for nylig har indgået en kontrakt med Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga gældende fra næste sommer.

36-årige Jesper Jensen stoppede på topplan i Skjern Håndbold efter sidste sæson. Han har de seneste måneder afprøvet sine trænerevner i Dame Håndbold Ligaen, hvor han i øjeblikket står i spidsen for Vejen EH. Vejen EH indtager efter ni ligakampe en ottendeplads.

Nordjyske.dk oplyser, at flere kilder uafhængigt af hinanden bekræfter Aalborg Håndbolds aftale med Jesper Jensen. Kontrakten er dog endnu ikke underskrevet.

/ritzau/