Medarbejdere på udrejsecenter uforstående over for ø-plan

Medarbejdere på udrejsecenteret Kærshovedgård forstår ikke tanken om at placere beboere på ø, skriver fagblad.

Medarbejderne på Kærshovedgård forstår ikke umiddelbart politikernes beslutning. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

09:53

TV MIDTVEST har tidligere sendt dette program om udrejsecenteret: Udrejsecentret skulle få flere afviste asylansøgere til at forlade landet - men kun to har valgt den løsning.

1 af 2

Planerne om at flytte asylansøgere, der er afvist grundet kriminalitet, til øen Lindholm i Stege Bugt, giver ikke meget mening for ansatte på Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording.

Det skriver fagbladet Fængselsfunktionæren.

Læs også Iran utilfreds med Støjbergs Muhammed-iPad

- Er det ikke bare valgflæsk? De fleste beboere her er jo stille, rolige og flinke. Jeg kan ikke lige se, at vi ville kunne fylde en ø, siger medarbejderen Henriette Knop til Fængselsfunktionæren.

Johnny Fonnesbech, der har titel af enhedsleder på centret, siger til samme medie:

- Det lyder meget dyrt med den beslutning. Vi bruger jo også tid og ressourcer på at transportere beboerne til toget, når de for eksempel skal til psykolog, på skadestue eller i retten.

- Så det skal i hvert fald være søstærke medarbejdere, man rekrutterer til Lindholm.

I forbindelse med forhandlingerne om finansloven blev regeringen og Dansk Folkeparti enige om at oprette et center på øen Lindholm.

Er det ikke bare valgflæsk? De fleste beboere her er jo stille, rolige og flinke. Jeg kan ikke lige se, at vi ville kunne fylde en ø

Henriette Knop, medarbejder, Kærshovedgård

Her skal 125 kriminelle, afviste asylansøgere indkvarteres. Det vil koste 759 millioner kroner over de næste fire år at realisere planen.

Planerne har fået hård kritik både for at være umenneskelige og muligvis i strid med folkeretten samt kritik fra lokalområdet omkring Lindholm, der frygter at isolerede, afviste asylansøgere kan udgøre en risiko, fordi de bliver desperate.

- Begrænsningen i at bevæge sig er større, når man er på en ø. Man har som udgangspunkt opholdspligt på øen. Så har vi mere styr på, hvor de er, sagde finansminister Kristian Jensen (V), da aftalen blev indgået.

Læs også Tidligere udrejsechef: Lindholm vil øge trygheden på Kærshovedgård

- For det er et problem for os, at vi kan se nogle udlændinge, som egentlig er udviste, men som stadigvæk begår kriminalitet, uden vi har mulighed for at kontrollere dem.

Johnny Fonnesbech fra Kærshovedgård siger til Fængselsfunktionæren, at han godt kan se idéen i at dele beboere op i kriminelle og ikkekriminelle. Men at forslaget ikke fanger virkeligheden.

- Jeg synes, der bliver taget mange skrivebordsbeslutninger ud fra et meget sort og hvidt billede af, hvad det er at drive udrejsecenter. Man glemmer ofte de grå nuancer, siger han til Fængselsfunktionæren.