Lastbil kørt ind i bygning: Medarbejdere må arbejde i kantinen

Flere kontorer blev ødelagt, og medarbejderne skal nu omhuses, efter en lastbilchauffør natten til onsdag kørte ind Arla Foods.

Natten til onsdag fik en lastbilchauffør et ildebefindende og kørte ind i syv biler, hvorefter han torpederede en administrationsbygning.
Natten til onsdag fik en lastbilchauffør et ildebefindende og kørte ind i syv biler, hvorefter han torpederede en administrationsbygning.
Foto: "Peter Erfurt, 24-7 News"

For flere medarbejdere var kontoret i dag skiftet ud med en kantine, da de mødte ind på Arla Foods i Holstebro.

Natten til onsdag torpederede en lastbil nemlig ind i bygningen, da chaufføren fik et ildebefindende.  

- Bilen har ramt to kontorer og er kommet helt ind i et køkken. Så det er temmelig omfattende i den ene side af vores administrationsbygning. Derfor er hele bygningen også afspærret, fortæller mejeridirektør ved Hoco Mette Møller.

Kender endnu ikke skaderne

På nuværende tidspunkt ved de ikke, hvor kraftigt bygningen er skadet.

- Vi er ved at danne os et overblik over det. Bilen er stadigvæk inde i bygningen, og vi skal have sikret, at bygningen holder, når vi trækker bilen ud, siger Mette Møller.

De håber på, at de hurtigst muligt kan få tømt kantinen for medarbejdere, og de vil undersøge muligheden for at stille pavillioner op, hvor medarbejderne kan arbejde,

- Vi skal have et overblik over, hvad skal der til for at genetablere bygningen. Vi skal have genhuset vores medarbejdere, som sidder i administrationsbygningen, så de kan fortsætte deres arbejde, siger hun.