MCH udsætter stor biludstilling

Mindre opbakning fra bilbranchen får messecentret i Herning til at udsætte stor biludstilling.

190813_Bilmesse.jpg

Den sidste weekend i oktober skulle have budt på masser af krom og hestekræfter i MCH i Herning, men nu har arrangørerne besluttet at udsætte den store biludstilling Biler Biler Biler på ubestemt tid.

- Det er i bund og grund messecentrets beslutning, men de har nok fornemmet, at der i branchen ikke er den samme opbakning som tidligere, siger administrerende direktør i De Danske Bilimportører Bent Mikkelsen til tvmidtvest.dk.

Direktør i MCH, Georg Sørensen, siger, at messecentret godt kunne have gennemført udstillingen - alligevel har man valgt at udsætte.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men vurderet ud fra det antal af bilmærker, som har tilmeldt sig, er det efter vores opfattelse bedre at vente. Vi fik stor ros for vores sidste biludstilling, og forventningerne bliver større og større. Når vi laver sådan et arrangement, skal det være noget ud over det sædvanlige, siger Georg Sørensen.

- Rigtigt at tage en time out

MCH, De Danske Bilimportører, og Danmarks Automobilforhandler Forening har dog ikke opgivet tanken om en bilmesse på heden, og de har derfor valgt at fortsætte samarbejdet.

- Jeg tror, at det er rigtigt at tage en time out nu, men vi har et godt samarbejde med messecentret og vil gerne tage en dialog med dem om, hvordan man finder en mere tidssvarende model, siger Bent Mikkelsen fra De Danske Bilimportører.

Behovet for nytænkning skyldes blandt andet, at forbrugernes behov for ændret sig. Bilsalget sætter rekorder i øjeblikket, men de mindre biler til under 115.000 kroner udgør over 60 procent af salget.

I 2009 blev en lignende biludstilling i Herning aflyst på grund af finanskrisen.