Matchfixing: Danske Spil overså faresignaler

Danske Spil opdagede ikke usædvanligt spilmønster i en Ringkøbing-kamp i 2013. Nu kritiserer flere organisationer spiludbyderen.

Fodbold_0.jpg

Danske Spil skulle have opdaget, at der foregik noget mistænkeligt i Ringkøbings udebanekamp mod Varde i juni 2013. Det skriver Politiken onsdag.

Spiludbyderen overså mistænkelige spilmønstre, som var vigtige faresignaler om mulig matchfixing. Det står klart, efter at Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) i går offentliggjorde, at de nu undersøger to fodboldkampe fra 2013 - hvor Ringkøbing IF optræder i den ene - for aftalt spil.

Dengang opdagede Danske Spil ikke de usædvanlige mønstre. Det er først sket nu, fordi DBU har fået mistanke om fusk og derfor har bedt selskabet gå tilbage i arkiverne for at granske indsatserne på kampene. Og det er bekymrende, mener Jesper Frigast Larsen, leder af DIF's matchfixingsekretariat.

- Det er problematisk, fordi den her overvågning er et afgørende redskab for, at vi kan få kendskab til mulige sager om matchfixing. Mistænkelige spilmønstre er matchfixingens dopingprøver, siger han til Politiken.

Sagen drejer sig om to kampe fra juni 2013. I to af sæsonens sidste kampe tabte bundholdet Varde først 4-1 på hjemmebane til lokalrivalerne fra Ringkøbing og siden 6-0 mod Middelfart - og rykkede ned fra 2. division.

Ifølge Politikens oplysninger blev der på begge kampe spillet mindst 55.000 kroner på nederlag til Varde inden for et snævert geografisk område i Vestjylland - det er så klar en afvigelse fra de normale mønstre, at det vækker mistanke om fusk.

Derudover faldt en god del af væddemålene angiveligt flere dage inden kampen, hvilket også kan tyde på en forhåndsviden om udfaldet. Men det slap igennem Danske Spils alarmsystemer.

Først efter at Politiken i efteråret 2014 begyndte at undersøge flere tip om mulig matchfixing arrangeret af to spillere i Varde og en tredje person uden for fodbolden, bad DBU den statslige bookmaker se indsatserne igennem. Så ringede alarmklokkerne pludselig.

Også i en sag om fusk i ishockey fra starten af 2014 opdagede Danske Spil først faresignalerne, da DIF fik selskabet til at kigge nøjere efter mistænkeligheder.

Sagen om oversete faresignaler må nu give selskabet anledning til at lave en kritisk evaluering af egen indsats for at finde ud af, hvordan man rent teknisk og mandskabsmæssigt kan løse den opgave, siger Jens Sejer Andersen, international chef for initiativet Play the Game, der kæmper mod korruption i sport.

- Der er hos spilleselskaberne selvfølgelig en bekymring for, om det bliver for dyrt at gennemføre en fuldstændig pletfri indsats. Men nu kan Danske Spil jo så se et område, hvor der ser ud til at være grund til at kaste penge efter skærpet kontrol eller ændre procedurerne.

/ritzau/