Masseslagsmål i Holstebro

Foto: Arkiv

Masseslagsmål i Holstebro

Politiet skal nu forsøge at finde årsagen til slagsmål mellem 20-25 personer. En enkelt af deltagerne blev bidt af en politihund.

Midt- og Vestjyllands Politi blev mandag aften kaldt til et masseslagsmål  i det belastede boligområde Trekanten i Holstebro.

De første meldinger gik på, at 70-80 personer var oppe at toppes, men ifølge politikommissær Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro var der nærmere tale om 20-25 unge mennesker, der skubbede til og slog ud efter hinanden.

- Der er tilsyneladende ikke nogen, der er kommet noget til, men det har uden tvivl set voldsomt ud, siger han.

Politiet sendte flere patruljer og en indsatsleder til stedet, og der faldt hurtigt ro over gemytterne. En 19-årig mand fra Holstebro havde dog ikke lyst til at aflevere navn og adresse til betjentene og forsøgte at stikke af.

Han blev hurtigt indhentet af en politihund og blev i den forbindelse også bidt af hunden. Da han kom tilbage til politibilen, skubbede han ud efter en af betjentene, hvorefter hunden snappede efter ham endnu engang.

Den 19-årige er nu - sammen med en 18-årig mand fra København - sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Præcist hvad der udløste uroen ved politiet endnu ikke.

- Vi har nogle teorier, men det er noget, vi arbejder videre med sammen med SSP og kommunen. Det er et område, som vi i forvejen følger tæt, og sommetider er der en gnist, der antænder det hele, hvorefter det hurtigt falder til ro igen, siger Knud Lauridsen.

Politiet noterede navnene på flere af de implicerede - mange af dem er i forvejen kendt af ordensmagten.