To maskerede mænd med knive begik røveri i købmandsbutik

Serie af røverier fortsætter. Søndag aften begik to maskerede mænd med knive røveri i en købmandsbutik i Møldrup nord for Viborg.

Politi-PolitiErme.jpg

Søndag aften blev købmandsbutikken Min Købmand i den lille by Møldrup røvet af to maskerede mænd bevæbnet med knive. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Røveriet i købmandsbutikken er blot det seneste i rækken af røverier i Nordjylland gennem den seneste tid.

- Vores kolleger hos Nordjyllands Politi har haft en del røverier på det seneste, men om der er et sammenfald, kan jeg endnu ikke svare på, siger Ole Vanghøj, vagthavende hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Røveriet skete klokken 19.53 søndag aften. To maskerede mænd gik ind i købmandsbutikken og truede sig til et større kontantbeløb, som politiet ikke ønsker at oplyse. De to røvere er stadigvæk på fri fod, efter de forsvandt fra butikken i ukendt retning.

- Nu starter efterforskningen, og det er jo det lange, seje træk, siger Ole Vanghøj.

Ifølge signalementet er røverne i alderen 20-30 år, 180 cm høje og af almindelig kropsbygning. De var begge bevæbnet med en 10-15 cm stor kniv. 

Den ene var iført en sort hætte eller elefanthue med huller til øjnene, en hvid og sort trøje med teksten "Sniff" på brystet, sorte bukser, mørke sko og brune handsker.

Den anden var iført en hvid hættetrøje, blå jeans, mørke sko, rød hue under en hætte og brune handsker.

Midt- og Vestjyllands Politi modtager gerne oplysninger på 114, hvis man ligger inde med informationer.