Maskerede gerningsmænd stjal designervarer for 150.000 kroner

​Politiet er stadig på jagt efter indbrudstyvene, der slog til i Viborg natten til mandag.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

To ukendte gerningsmænd brød klokken 03.00 natten til mandag ind i designbutikken Tine Lund i Viborg.

Her slap de efter et kort besøg afsted med forskellige designervarer for i alt 150.000 kroner, oplyser Viborg Politi.

- På videoovervågningen kan man se to maskerede mænd med hætter og handsker, forklarer Henrik Thomassen fra lokalpolitiet.

- De brækkede hoveddøren op og fyldte poserne med varer på to minutter, inden de forsvandt igen, lyder det.

Sølvgrå Mercedes kan være involveret

Politiets patrulje så kort før indbruddet en sølvgrå Mercedes stationcar i bybilledet i Viborg. Bilen er nu under mistanke for at have forbindelse til gerningsmændende.

- Den kan meget vel have noget med indbruddet at gøre, men vores patrulje så ikke mere til den i nat, siger Henrik Thomassen.

- Ellers har vi ikke meget mere at gå efter. Overvågningsbillederne er ikke så tydelige, at vi kan give et bedre signalement, end at de begge var maskerede.

Politiet modtager gerne henvendelser, der kan hjælpe efterforskningsarbejdet på telefon 114.