Martins diabetes blev farlig, i trafikken

Mandag var det med stor sandsynlighed diabetes, der var skyld i en trafikulykke. Også Martin Kristensen har oplevet, hvor farlig sygdommen kan være

Martin Kristensen er diabetespatient, og har selv oplevet at få for lavt blodsukker, mens han kørte i trafikken
Martin Kristensen er diabetespatient, og har selv oplevet at få for lavt blodsukker, mens han kørte i trafikken
Foto: Sean Kelly Christensen

En ung mand er stadig i kritisk tilstand, men udenfor livsfare, efter et alvorligt trafikuheld i Skive, i går.  En modkørende bilist bragede ind i ham, og det var med stor sandsynlighed hans diabetes, der var skyld i ulykken.

Føreren var nemlig diffus, men upåvirket af alkohol og stoffer. Ifølge politiet sker det af og til, at diabetes er skyld i et trafikuheld. 

 

Måtte standses af sømmåtte

Også Martin Kristensen fra Ikast har oplevet, hvor farlig sygdommen kan være i trafikken. Han har diabetes, og har to gange prøvet at være "helt væk" i trafikken, som han selv beskriver det, på grund af akut lavt blodsukker.

Den ene gang registrerede han ikke engang, at en patruljebil kørte op ved siden af ham og forsøgte at standse ham.  Der måtte en sømmåtte til, for at få ham stoppet.

 - Jeg kan ikke huske noget, før jeg holder stille i bilen, forklarer Martin Kristensen. 

Kørte rundt og rundt i rundkørsel og mistede kørekortet

Blot fem uger efter skete det igen. Denne gang i en rundkørsel.

- Der var en dame, der havde registreret, at jeg havde kørt rundt i den, måske fem-seks gange.

I 2012 blev reglerne skærpet for diabetespatienter. Hvis man to gange inden for et år oplever alvorligt akut lavt blodsukker, mister man kørekortet. 

- Politiet tog mit kørekort, og som en effekt af det, mistede jeg også mit job. For jeg lever af at køre bil, forklarer Martin Kristensen, som dog har fået sit kørekort tilbage. Hans medicin er blevet indstillet korrekt, så nu er han på landevejene igen, og er tryg ved situationen.