Martin Albertsen forlader Viborg HK

Da Martin Albertsen i november fik en fyreseddel som træner for klubbens damer, var det hensigten at finde en ny funktion i klubben til ham. Det er ikke lykkedes, og nu skilles parterne.

MartinAlbertsen_0.jpg

 Martin Albertsen er nu endegyldigt fortid i Viborg HK. Klubben meddeler i dag, at parterne går hver til sit. Siden Martin Albertsen blev fyret har klubben og den tidligere træner været i dialog om at finde fælles fodslag i fremtiden. Men det har ikke været muligt.

 - Vi har haft en fin dialog med Martin Albertsen. I den proces er han nået frem til et ønske om at komme videre i sin karriere andetsteds. Det har vi forståelse for, og derfor har den bedste løsning været at Martin bliver fritstillet, forklarer direktør i Viborg HK, Peter Cassøe, i en pressemeddelelse.

I december blev klubbens hidtidige herretræner, Oskar Oskarsson, ansat som afløser for Martin Albertsen.