Maren må vente på sin hymne

Holstebro Kommune efterlyser flere bud på en musikalsk hyldest til Kvinde på Kærre

130109_lala_maren.jpg

Når den kendte skulptur Kvinde på Kærre - i folkemunde Maren å æ Woun - bliver stillet tilbage på sin plads i Holstebro den 19. juni, sker det uden musikalsk hyldest.

Holstebro Kommune har udskrevet en konkurrence for at få en hymne til Maren - fristen udløb den 25. maj, men juryen er tilsyneladende ikke specielt begejstret for de 13 melodier, der er at vælge imellem.

Juryen har i hvert fald valgt at efterlyse flere bud - det skal blandt andet ske gennem flere musikfagblade, og fristen udløber midt i september.

- I juryen var der enighed om, at vi ønsker et større og bredere volumen i antallet af indsendte forslag, siger jury-formand, borgmester Arne Lægaard.

Vinderhymnen skal til sin tid kunne spilles på Holstebro Kirkes klokkespil.