Maren fylder 50 år

Lørdag den 7. marts fejrer Holstebro by, at Kvinde På Kærre har været deres i et halvt århundrede.

maren.jpg

Landsdelens dyreste dame holder 50-års jubilæum. I 1965 brugte Holstebros daværende borgmester 210.000 kroner på at købe skulpturen Kvinde på kærre - i folkemunde kendt som Maren å' æ' vogn, på en udstilling i Paris. Et enigt byråd besluttede dengang at bevillige 150.000 kroner til købet. De øvrige 60.000 kroner blev givet af Ny Carlsbergfondet. I dag er Maren vurderet til en værdi på 100 millioner kroner, og netop fordi hun er så kostbar, har hun fået sin egen elevator, der hver aften sænker hende ned i jorden, så hun ikke bliver stjålet. I dag bliver den midaldrende dame fejret med champagne og besøg af omkring 150 borgere i Holstebro.