Marcus Mørk til Aalborg

Den store Mors-Thy-profil, Marcus Mørk, skifter til Aalborg Håndbold med omgående virkning.

MarcusTroje_0.jpg

Den 25-årige landsholdsspiller skifter fra Mors-Thy Håndbold til Aalborg Håndbold på en tre-årig kontrakt. Venstre backen var en af sidste sæsons helt store profiler i ligaen for Mors-Thy.

Stor erfaringMarcus Mørk har mange års erfaring i ligaen for både Viborg HK og Mors-Thy Håndbold og fik sidste sæson sit store gennembrud som en af ligaens topscorere. Det resulterede bl.a. i udtagelse til Ulrik Wilbeks landsholdstrup, der var samlet i juni.

- Jeg glæder mig til skiftet, som er et stort skridt op ad i min karriere, og jeg ser frem til udfordringerne ikke mindst i Champions League. Jeg ved, at der bliver hård kamp om pladserne på det stærke Aalborg-mandskab, men jeg er klar til at tage kampen op, ligesom jeg glæder mig til at træne under Nikolaj Jacobsen og Morten Bjerre, som jeg kender fra min tid i Viborg HK, siger Marcus Mørk til Aalborg Håndbolds hjemmeside.

Må vente lidt endnu

Mørk forventes klar til kamp igen ca. 1. oktober efter en skulderoperation, oplyser Aalborg Håndbold, som nu kan sætte kryds på ønskesedlen:

- Marcus har længe stået på vores ønskeseddel over nye spillere, og vi er stolte over, at han har valgt at fortsætte karrieren hos os. Vi glæder os over at kunne tilføre en dansk landsholdsspiller til truppen siger direktør Jan Larsen, Aalborg Håndbold.