Mantoni: Salget sikrer B&O-fremtid

B&Os chef glæder sig over salget til Harman International Industries, som han samtidig mener sikrer virksomhedens fremtid.

19BogO.jpg

Der er ikke meget vemod at spore hos Bang og Olufsens direktør efter salget af virksomhedens aktiver i Automotive-forretningen, der sælger lydsystemer til blandt andet Mercedes, BMW og Audi.

- Vi har taget en beslutning om, at vi skal fokusere på vores kerneforretning, som er vores forbrugerrettede forretning, og nu har vi fundet en ganske attraktiv løsning, siger Tue Mantoni, administrerende direktør hos Bang og Olufsen, til TV MIDTVEST.

Salgsprisen er på 1,170 milliarder kroner kontant og sikrer virksomheden årlige licensbetalinger i minimum 20 år. Det er Harman International Industries, der har meldt sig som køber.

- Det skaber en stabil og robust virksomhed og en sikkerhed for fremtiden, som vi ikke havde før denne her aftale blev underskrevet. Der er ingen tvivl om, at lidt over en milliard danske kroner skaber en kapitaltilførsel over de næste 20 år, så er det med til at sikre Bang og Olufsens tilstedeværelse og sikre vores uafhængighed, siger Tue Mantoni.

Ingen betydning for Struer

155 medarbejdere hos B&O bliver i fremtiden Harman-medarbejdere. Halvdelen af dem sidder rundt om i verden, mens den anden halvdel sidder i Struer. Det bliver de ved med, lige som virksomhedens aluminiumsproduktion fortsætter i Struer.

- Med aftalen har vi sikret vores aluminiumsproduktion langt ud i fremtiden. Vi har lavet en aftale med Harman om, at vi skal bliver ved med at levere aluminium til dem. Der ud over vil nogle af medarbejderne blive hos os for at blive ved med at forstå Bang og Olufsen, og det design, vi gerne vil have, siger Tue Mantoni.

Mere arbejde venter

Med indtægterne fra mandagens frasalg vil Struer-selskabet forsøge at skabe et stærkere kapitalgrundlag, der kan understøtte den nye strategi rettet mod forbrugerne.

- Det her bliver ikke en sovepude. Nu skal vi rulle ærmerne op og trække i arbejdstøjet. Vi skal fokusere på vores forbrugerforretning, på at blive ved med at udvikle vores produktportefølje og blive ved med at lave innovative produkter, som folk vil købe, siger Tue Mantoni.

Der er endnu en grund til at skrue godt op for musikken på anlægget i Bang og Olufsens hovedsæde i Struer. B&O-aktien sluttede nemlig tirsdag 28 procent højere i 64 kroner efter meddelelsen om, at selskabet sælger sine aktiver i Automotive-forretningen.