Mangel på faglært arbejdskraft: Store virksomheder løber med talenterne

​Små og mellemstore virksomheder står til at tabe kampen om de dygtigste faglærte talenter, fordi de største virksomheder opruster i jagten på de bedste elever.

Karina Petersen fik en god uddannelse på Tømmergården XL-Byg i Struer, og derfor valgte hun at blive efter endt elevtid.
Karina Petersen fik en god uddannelse på Tømmergården XL-Byg i Struer, og derfor valgte hun at blive efter endt elevtid.

Kampen om de dygtigste unge faglærte, som stadig bliver færre og færre, spidser til, og derfor investerer de store virksomheder nu kraftigt for at kapre den vigtige arbejdskraft.

Hos XL-BYG har man på tre år firdoblet beløbet, der bliver brugt på at tiltrække og uddanne elever.

En nødvendighed, lyder det fra virksomhedens HR-chef.

- Vi kan hurtigt bliv enige om, at der er alt for få unge mennesker, der går den faglærte vej i Danmark og får et job, som de kan vokse i menneskeligt og videreuddanne sig fra, siger Liselotte Christensen.

- Vi skal være førende på rådgivning til professionelle, og derfor har vi med stor succes gjort de nødvendige investeringer, siger lyder det fra HR-chefen.

Hos køkkengiganten Nobia, der blandt andet står bag brands som HTH og Invita, er man også klar over, at der skal gøres en stor indsats for at sikre de dygtigste medarbejdere.

- Vi er førende i branchen og har ikke råd til at gå efter mellemvaren på medarbejdersiden bare fordi, der er færre talenter. Vi har med succes skruet op for indsatsen og tilbyder eget akedemi og virksomhedsbesøg i udlandet, siger Freddy Kloster Nielsen, der er Heads of Training and Development hos Nobia Danmark.

Fagskoler: Talenter bliver tiltrukket af de gode forhold

Hos landets to fagskoler, Handelsfagskolen i Odder og business College Syd, der tilsammen uddanner næsten 7.000 om året indenfor kontor, handel og detail, oplever man, at det i udpræget grad er de store kæder, der investerer tid og penge i elevernes uddannelse.

Og netop derfor løber de også med talenterne, lyder det fra teamkoordinator og underviser på Handelsfagsskolen, Claus Christensen.

- Indenfor tre år har vi oplevet en markant stigende interesse fra kæderne. De ved, at der bliver mangel på faglært arbejdskraft på vores felt, og de sætter mange ressourcer af til at videreudvikle de unge mennesker, som bliver elever hos dem.

- Det giver pote for kæderne, da vores talenter naturligvis gerne vil være et sted, hvor man interesser sig for deres udvikling, forklarer Claus Christensen.

Karina valgte at blive efter sin uddannelse  

22-årige Karina Petersen tilhører selv en faggruppe, der er mangel på. Hun er udlært handelselev, og da hun for to år siden afsluttede sin elevtid på Tømmergaarden XL-BYG i Struer, var hun ikke i tvivl om, at hun gerne ville fortsætte i den samme forretning.

Årsagen var simpel: Hun havde haft en god tid som elev.

- De gav mig et stort ansvar og investerede mange ressourcer i min oplæring. Der var tid til mig og de andre elever.

- Jeg var nok ikke fortsat, hvis jeg bare var blevet sat til at fylde hylder og var overladt til mig selv, siger Karina Petersen, der i dag er Proffcenter-sælger og har ansvar for flere håndværkskunder og vareområder.