Mangel på lærlinge i yderområderne

De unge valfarter fra landet til byerne, og det giver mangel på lærlinge i landets yderområder.

140326_murer.jpg

Særligt de danske yderområder oplever, at befolkningstallet svinder ind. Det betyder også, at virksomhederne kan have svært ved at finde lærlinge.

I Hurup Thy ligger virksomheden Idealcombi. Her vil ledelsen gerne tage elever ind i produktionen. Men samtidig med, at skolerne har mange skolepraktiklærlinge, kan Idealcombi ikke få lærlinge nok til maskinsnedkeruddannelsen.

- Vi vil simpelthen have lærlinge. Vi mener, det er en del af det at drive virksomhed, at vi bidrager til at uddanne næste generation. Vi synes også, det er vigtigt, at vi hele tiden finder de mest kompetente medarbejdere. Det er lykkedes ved hjælp af tilfældigheder og netværk indtil videre. Men der kommer aldrig nogen uopfordret og banker på hos os og spørger, om de kan få en plads som maskinsnedkerlærling. Det, synes vi, er utroligt, når vi er så stor en virksomhed - med et bredt felt af maskiner og arbejdsprocesser, siger økonomichef i IdealCombi, Martin Søgaard.

Problemet med at skaffe lærlinge i Danmarks yderområder er desværre ikke enestående for IdealCombi. Branchefællesskabet Danske Byggematerialer, under Dansk Byggeri oplever, at flere og flere medlemsvirksomheder kan have svært ved at finde lærlinge.

- Det er især inden for de mindre uddannelsesretninger som f.eks. snedker og overfladebehandler, der kan være problemer, fortæller branchedirektør Per Thomas Dahl, Branchefællesskabet Danske Byggematerialer.

- Jeg vil opfordre unge interesserede til at tage direkte kontakt til virksomhederne og spørge, om de mangler en lærling. Det øger deres chancer for at få en læreplads og det giver virksomhederne et godt indtryk af den unge, at han eller hun kan tage initiativ, slutter Per Thomas Dahl.