Stor interesse for at påvirke sygehusets fremtid

Mange hundrede borgere var mødt op for at give deres inputs til, hvad det snart tidligere sygehus i Holstebro skal bruges til.

Flere hundrede borgere var onsdag aften mødt op for at diskutere fremtiden for det gamle sygehus og midtbyen i Holstebro. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Borgmester i Holstebro Kommune H.C. Østerby (Soc.dem.) glæder sig over de mange hundrede borgere som onsdag aften mødte op for at høre om planerne for det snart tidligere sygehus i Holstebro.

- Der var jo en ivrig spørgelyst, og vi fik en masse gode input til, hvad det er en bymidte skal indeholde i dag og ikke mindst i fremtiden, siger han kort efter aftenens borgermøde.

Læs også Holstebro inviterer til idémøde: Hvad skal sygehuset bruges til?

Her kunne borgerne også selv komme med idéer til fremtiden for sygehusets 70.000 kvadratmeter og for den gamle slagterigrund.

- Det er helt afgørende. Byens borgere er dem, der har fingeren på pulsen og ved, hvordan byen fungerer og hvor det, der er nogle mangler og hvor der kan ske forbedringer, men også, hvor det virker godt, så det er helt afgørende, at vi har så mange med i aften, siger borgmesteren.

Borgere benyttede muligheden

En af de flere hundrede borgere, der var mødt op til borgermødet og roste initiativet var Agnete Munchow Jansen.

- Jeg vil gerne have noget grønt ind i byen og nogle steder, hvor vi kan sidde og snakke og spise vores madpakke. Men jeg er meget glad for at bo i Holstebro, og jeg synes, at der sker så meget godt i byen, siger hun. 

Læs også Holstebro Kommune køber sygehus for 45 millioner

Folkene bag Holstebro Udvikling fik mange konkrete forslag med til det fremtidige arbejde, der blandt andet indebærer endnu et borgermøde i efteråret. Ifølge borgmesteren er der stadig et stykke vej til den endelige fremtid for midtbyen og sygehuset.

- Nu er vi i gang med en proces, der kommer til at køre et helt år. Og nu kommer der nogle input, hvor vi kommer til at træffe nogle beslutninger om, hvor er det, vi skal sætte ind, med nogle nye initiativer, siger H.C. Østerby.

03:50

På Byens Møde kunne alle komme med idéer til, hvordan Holstebro skal udvikle sig som by.

Luk video