Mange psykiatriske patienter må vente

Mere end 1600 børn og voksne venter på psykiatrisk behandling i Region Midtjylland.

psykiatri_0.jpg

Lige nu venter 1669 patienter mere end 4 uger på udredning eller behandling. Og flere end 300 af dem er børn og unge. For at få bugt med de lange ventelister ansætter regionen nu ekstra 45 medarbejdere i psykiatrien.

Første september træder der nemlig nye regler i kraft, og så skal patienterne udredes meget hurtigere end i dag. Region Midtjylland er også i gang med at indgå en aftale med flere private klinikker for at reducere ventetiden.

- Vi arbejder benhårdt for at få ventetiden ned. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er en stor udfordring for os. For samtidig med at vi udreder flere og flere patienter, så stiger antallet af henviste patienter, siger lægefaglig direktør Per Jørgensen i en pressemeddelelse.

I januar 2014 blev der henvist 496 børn og unge. Det er 77 flere end sidste år. I samme periode er antallet af voksne henviste patienter steget med 20 procent. Dermed er 1970 voksne blevet henvist til psykiatrisk behandling i år.

tabel2_0.jpg