Mange midt- og vestjyder opgraderer smilet

Antallet af voksne midt- og vestjyder, der får rettet deres tænder og optimeret smilet hos specialtandlæger, stiger.

Tænder
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Man siger, at et smil er den korteste vej mellem to mennesker. Det er måske derfor, antallet af voksne midt- og vestjyder, der får rettet deres tænder og optimeret smilet hos specialtandlæger, stiger. I følge tandlægerne er det fordi, vi både lever længere, har vores tænder længere og også går mere op i vores udseende.

Det giver travlhed hos landsdelens specialtandlæger. Hos Tandreguleringsklinikken i Viborg har de på sådan en almindelig mandag hele ni patienter. På samme dag for tre år siden, havde de kun en.

- Smilet har jo ingen alder, og man kan rette tænder hele livet, og det tror jeg, der er mange, der har fundet ud af og så faktisk gerne vil prioritere, siger Lisbeth Nielsen, der er specialtandlæge i Tandreguleringsklinikken i Viborg.

Ikke mere nakketræk

Ann Andersen er en af de mange, som har valgt at få reguleret tænderne. I teenageårene havde hun bøjle på, og nu gør hun det helt frivilligt igen.

- Ens tænder er bare det første, man ser, og jeg var bare så ked af det, så jeg synes bare, der skulle gøres noget. Det er jo resten af ens liv, man har sine tænder, siger Ann Andersen.

Teknologien har gjort op med de klassiske togskinner og nakketræk, så vejen til et flot smil behøver ikke at slide på udseendet.

- Nu har vi jo bøjler med glaslåse og hvide tråde. Man kan også få skinner, der er helt glasklare, så der er mange måder, man kan gøre det på, fortæller Lisbet Nielsen.

De fleste kunder betaler mellem 6.000-30.000 kroner for at få rettet tænderne. Det er ikke kun voksne, men også børn der i højere grad får rettet tænderne på grund af det kosmetiske.