Mange førtidspensionister på Mors

Hver tiende i den arbejdsdygtige alder på Mors er på førtidspension. Det er højere end landsgennemsnittet.

Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Ti procent af den arbejdsdygtige alder på Mors er førtidspensionister. Sammenlignet ligger antallet af førtidspensionister på 6,4 procent på landsplan. Selvom en del af årsagen er, at øen har mange tunge industriarbejdspladser, den slags som slider på kroppen, lyder 10 procent som mange.

- Det lyder godt nok som mange. Mors er jo en lille ø, siger Jan Futtrup, som er brolægger i Nykøbing Mors. 

Men på borgmesterkontoret er der ikke så stor forskrækkelse over antallet af førtidspensionister på Mors i forhold til resten af landet.

- Tallene er høje, og jeg vil ikke sige, de er skræmmende, men det er tæt på. Men jeg er stolt af, at vi har haft modet til at sætte nogle ting i værk, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Faktaboks

På landsplan er 18 procent i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse. Det svarer til mere end hver sjette. 

I vores landsdel ligger det tal på 19 procent. 

Der er stor forskel på antallet af folk på offentlig forsørgelse i landsdelen:
I Favrskov Kommune ligger procenttallet på 15 procent, mens det i Morsø Kommune ligger på 23 procent. 

Antallet af førtidspensionister på Mors har nemlig været langt højere, end det er nu.

I 2009 gav Morsø Kommune 109 personer førtidspensioner. Det tal ligger i dag mellem 25 og 30. Altså kun en fjerdedel så mange.

- Det er et markant fald, siger Hans Ejner Bertelsen.

Sværere at få førtidspension

Årsagen er, at det er blevet meget sværere at få tilkendt førtidspension. I stedet skal man bidrage med de timer, man kan på arbejdsmarkedet. Og det er positivt, mener Grethe Jensen, som er folkepensionist. 

- Folk har godt af at komme ud og lave lidt, hvis de kan. Alle kan jo ikke, men de fleste kan jo godt, siger Grethe Jensen.

Morsø Kommune har sparet mange millioner på udgifterne til offentlig forsørgelse de sidste fem år. Faktisk er en fjerdedel af udgifterne skåret væk. Blandt andet på grund af førtidspensionerne.

- Det er det, der gør, at vi i Morsø Kommune kan se, at vi begynder at få lidt luft i økonomien. Vi begynder at kunne udvikle på kommunen, siger Hans Ejner Bertelsen.

Pengene vil borgmesteren gerne bruge på at gøre Mors til skaldyrshovedstad, lave østersturisme og tilbyde flere søsportsfaciliteter. Alt sammen for at skabe flere arbejdspladser og få flere tilflyttere. 

Tjek tallene i din kommune

Herunder kan du se tallene for arbejdsløshed i din kommune: 

Kommuner Gennemsnit af Arbejdsløshed i altGennemsnit af ArbejdsløseGennemsnit af FlexjobGennemsnit af FørtidspensionGennemsnit af Sygedagpenge
Midt Vest19,16,72,57,22,6
Favrskov15,15,42,25,22,3
Herning18,06,81,97,02,4
Holstebro17,86,82,46,22,5
Ikast-Brande18,76,92,26,82,7
Lemvig18,65,82,67,32,9
Morsø23,17,03,210,22,7
Ringkøbing-Skjern18,85,83,07,02,9
Silkeborg17,07,62,05,22,3
Skive20,06,62,68,12,7
Struer19,97,42,47,42,7
Thisted21,87,13,28,53,0
Vesthimmerlands20,37,42,18,22,6
Viborg19,06,92,57,02,6