Mandater vipper til Midt-Vest-fordel

Optællingen af de sidste valgsteder i København får også betydning i Vestjylland. Radikale og Alternativet reddet på sidste decimal.

Klokken 00:50 var de sidste stemmer talt op i København og dermed også i hele landet. Og de stemmer fik valgmatematikken til at rulle.

Tidligere på aftenen var både Radikale Venstre og Alternativet uden mandater i Vestjyllands Storkreds, men med det endelige landsresultat er begge mandater reddet.

Landets yderste mandat

Først når hele landet er talt op kan de sidste tillægsmandater fordeles, og det faldt altså ud til fordel for to mandater i Vestjyllands Storkreds.

Som det ser ud i øjeblikket, er Alternativets mandat i Vestjyllands Storkreds det yderste mandat i hele landet. Før fintælling har Alternativet 646 stemmer i overskud i forhold til SF. Det mandat lå hos SF, indtil der kun manglede at blive optalt ét enkelt valgsted på Nørrebro i København.