Mand varetægtsfængslet i fire uger for grov vold

En 46-årig mand fra Gedsted er fredag blevet fængslet i fire uger for grov vold mod en 48-årig handicappet mand i Skive. Det skriver Skive Folkeblad.

Efter en måned søgning kunne Midt- og Vestjyllands Politi torsdag anholde en 46-årig mand fra Gedsted i Vesthimmerland. Den 1. december blev en 48-årig handicappet mand opsøgt i sit hjem i Ringparken i Skive, hvor han blev udsat fra meget grov vold. Politiet formoder, at gerningsmanden bag det voldsomme overgreb er den 46-årige mand, som de nu har fat i. Han blev derfor fremstillet i grundlovsforhør fredag middag ved Retten i Viborg. Det skriver Skive Folkeblad.

I følge politiet skulle den 48-årige være blevet banket med blandt andet en lysestage. Ifølge Skive Folkeblad havde den sigtede forklaret i retten, at han ganske rigtig havde været på besøg på adressen i Ringparken, og at han kom op at toppes med lejlighedens beboer. Hvad der derudover skete, kan den 46-årige ikke huske.  

Den 46-årige mand blev i retten fængslet i fire uger. Nu skal politiet efterforske det voldelige overgreb videre.