Mand snød chef for millionbeløb - nu skal han betale hver en krone tilbage

Bedrageri og dokumentfalsk har i dag kostet en 41-årig mand et år og seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste.

Retten i Holstebro har i dag idømt en 41-årig mand et år og seks måneders betinget fængsel.
Retten i Holstebro har i dag idømt en 41-årig mand et år og seks måneders betinget fængsel.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 41-årig mand er mandag blevet idømt et år og seks måneders betinget fængsel og samfundstjeneste for bedrageri og dokumentfalsk. Manden har svindlet sin tidligere arbejdsgiver i Thisted for 1,2 millioner kroner. 

Manden havde blandt andet oprettet en falsk partnerskabsaftale mellem virksomheden, han var ansat i, og en en ikke-eksisterende organisation.

Gennem den falske organisation har han opkrævet et kontingent og adskillige småbeløb fra virksomheden. 

Derudover har den 41-årige ændret beløbet på rigtige fakturaer, som virksomheden, han var ansat i, havde modtaget.

Alle de overskydende beløb har han overført til sin egen konto, der i løbet af tre år voksede med 1,2 millioner kroner på bundlinjen. 

Bedrageriet og dokumentforfalskningerne har fundet sted i perioden 2014 til 2017. 

Anklager tilfreds med udfaldet

Den 41-årige tilstod og forklarede, at grunden til at han havde begået svindlen, var for at dække over ting i sit privatliv.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med sagens udfald. Straffen er helt på niveau med det, man ellers ser i den her type sager, siger sagens anklager Morten Wibroe.

Udover betinget fængsel og samfundstjeneste skal manden også betale 1,2 millioner tilbage til sin tidligere arbejdsgiver. Manden modtog sin dom.