Mand stak af fra brændende bil

En mand påkørte lørdag nat et træ i Kjellerup, og stak af fra stedet og fra sin brændende varebil.

Ny politibil front, udrykning 150713.jpg

Omkring klokken et lørdag nat, så et vidne en mand løbe væk fra en brandende bil på Mausingvej ved Kjellerup. Manden havde kort forinden påkørt et træ i vejkanten, og hans varebil var brudt i brand.
- Et vidne ser en mand i arbejdstøj løbe væk fra stedet. Han beskrives som 50-55 år, cirka 175 centimeter høj og med sort hår. Vi har en formodning om, hvem manden er, så han prøver vi at få fat på søndag, siger Anders Olesen, vagtchef ved Midt - og Vestjyllands Politi.

Manden havde tilsyneladende ikke lyst til at snakke med politiet efter sammenstødet med træet. Personer, som har været involveret i en ulykke, har ellers pligt til at blive på ulykkesstedet indtil politiet kommer. Men Anders Olesen har en teori om, hvorfor manden stak af.

- Vi har en formodning om, at han har været beruset, og at det er derfor, han er stukket af fra stedet. Når vi nu finder ham, så er alkoholen ude af hans krop, og så kan vi jo desværre ikke måle hans promille. Men han vil alligevel blive sigtet efter færdselsloven, siger Anders Olesen, vagtchef ved Midt - og Vestjyllands Politi.

Varebilen, som manden kørte i, er totalt udbrændt. Politiet har dog fundet frem til registreringsnummeret på bilen, så nu går de i gang med at lede efter ejeren.