Mand smed granat fra sin cykel: Jeg var træt af Black Army

Retten i Herning har indledt retssagen mod en 33-årig mand, der erkender at have kastet håndgranat mod klubhus.

Det var den 16. december 2016, at den 33-årige mand smed en håndgranat mod Black Armys daværende klubhus i Danmarksgade i Herning.
Det var den 16. december 2016, at den 33-årige mand smed en håndgranat mod Black Armys daværende klubhus i Danmarksgade i Herning.
Foto: Alarm 112 Midtjylland

En 33-årig lokal mand fra Herning er tiltalt for at bringe andres liv i fare, ulovlig våbenbesiddelse og hæleri.

Inden retssagen mod den 33-årig herningenser kunne begynde, sørgede seks betjente for, at sikkerheden var i top. Alle tilhørerne skulle nemlig scannes og tasker tjekkes, inden de fik lov at komme ind i retssalen.

Den 33-årige mand fra Herning er tiltalt for i alt 10 forhold. De mest alvorlige er, at han har kastet en håndgranat mod Black Armys daværende klubhus i Danmarksgade i Herning i december 2016, og for en måned senere at have skudt og ramt en mand i Hatting, tæt på Horsens.

Skuddene har givet offeret varige mén - blandt andet nedsat funktion i foden og varige nerveskader. Ingen kom til skade ved eksplosionen fra håndgranaten, men den skadede biler og bygninger i en afstand af 55 meter.

Den 33-årige blev anholdt i marts sidste år. Manden er også tiltalt for at have været i besiddelse af mindst 100 gram heroin, hæleri og ulovlig våbenbesiddelse af to pistoler. Specialanklager Lise Hebsgaard hos Midt- og Vestjyllands Politi går efter en forvaringsdom.

Manden var træt af Black Army

Den tiltalte erkendte i dag, at han havde kastet håndgranaten mod Black Armys daværende klubhus, fordi han var træt af, at banden delte dummebøder ud. Han forklarede, at det forargede ham, og at han derfor ville have klubhuset lukket.

Den 33-årige nægter, at han gjorde det for at bringe andres liv og førlighed i fare. I retten forklarede han, at han undersøgte stedet omkring klubhuset to gange for ikke at ramme nogen personer, kort inden han smed håndgranaten og cyklede væk fra gerningsstedet.

Manden nægter at have relation til bandemiljøet. Han erkender også at have affyret skud.

I retten var den tiltalte mødt op i sort trøje, bukser og sko og talte lavt, så anklageren måtte bede ham om at rykke tættere på mikrofonen. En del venner og familie var også mødt op, og dommeren måtte en enkelt gang bede dem om ikke at snakke under sagen.

1:58
 

Der er afsat fire retsdage til sagen, og der forventes dom den 22. marts.

Se indslag fra håndgranat-episoden i december 2016 herunder:

2:53
Tirsdag aften eksploderede en håndgranat foran Black Armys klubhus i Herning.