Mand skudt i Herning

En 20-årig mand er blevet skudt ved Cedervej i Herning, politiet jagter stadig gerningsmanden.

skud herning
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Ved en fyrværkeriforhandler i Herning blev en 20-årig mand skudt i skulderen. En mand på scooter kørte forbi og gik målrettet efter offeret, inden han hurtigt kørte væk igen. 

- Signalementet lyder på en 20-årig mand på omkring 180 cm, der kører på en grå scooter og har en hætte hvorpå der står "peak", siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet ved endnu ikke hvorfor den unge mand blev skudt og undersøger alle muligheder. Dermed kan det ikke afvises, at der er forbindelser til de episoder, der tidligere har været med banderelateret kriminalitet i Herning.

Politiet var hurtigt på stedet og afskærmede området, mens offeret blev kørt på sygehuset. Tilstanden på manden, der blev skudt, er stabil, og han har været i stand til at tale med politiet - og dermed give signalementet.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at der formegentligt er to mænd indblandet og efterlyser vidner.

- Hvis nogen har set eller hørt noget usædvanligt i området - det kan være nogle som er kørt hurtigt væk, eller har set en mistænkelig grå scooter, bedes de kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på 114, siger vagtchefen.

Scooteren skulle angiveligt have holdt ude foran butikken med en anden mand ventende, og så kørte de sammen væk, efter skyderiet, hvor den unge mand blev ramt og nu skal opereres.

- Offeret skal opereres her til aften, da projektilet der har ramt skulderen sidder i brystet og skal fjernes. Men han skulle være uden for livsfare, fortæller politikommisær Henning Præstegaard til TV Midtvest. 

Han fortæller ligeledes at de mangler specifikke vidner.

- Vi mangler et par vidner som måske har set gerningsmændene køre herfra - et ældre ægtepar som var ude at lufte deres hund omkring klokken 16 i nærheden af Teglvænget, fortæller politikommisær Henning Præstegaard til TV Midtvest.