Mand sad fast under 500 kilo tung drejebænk

En mand er kommet alvorligt til skade efter en ulykke i nærheden af Tarm.

Brand & Redning Midtvest blev kaldt ud til ulykken for at hjælpe redderne med at få den tilskadekomne mand ind i ambulancen.
Brand & Redning Midtvest blev kaldt ud til ulykken for at hjælpe redderne med at få den tilskadekomne mand ind i ambulancen.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Et projekt med at flytte en drejebænk endte meget uheldigt for en mand fra Tarm.

Fredag eftermiddag var tre mænd i gang med at flytte en stor drejebænk, men noget gik galt, og den 500 kilo tunge metalbænk væltede ned over den ene af mændene. De to andre ringede til alarmcentralen omkring klokken 16.30, men da Falck og Brand & Redning Midtvest nåede frem til adressen på Egvandvej syd for Tarm, havde de to venner selv formået at få manden ud.

- Vores opgave var at assistere med at få manden ud til ambulancen på en sikker måde, fortæller indsatsleder Michael Nielsen fra Brand & Redning Midtvest.

Ifølge ham pådrog manden sig alvorlige skader på overkroppen, da han blev klemt under drejebænken. Manden er efter ulykken blevet kørt til hospitalet i Herning, hvor han nu er i behandling.