Mand overhældt med varm olie

Politiet mener, at en 21-årig kvinde hældte varm olie ud over 22-årig mand, mens han lå i sengen.

viborgpolitiExt.jpg

En 22-årig mand fra Viborg blev tidligt mandag morgen overført til Rigshospitalet i København i en lægehelikopter med alvorlige forbrændinger i ansigtet og på hænderne.

Politiet kom ind i sagen, da vidner så en nøgen mand løbe skrigende rundt på Christian Erichssønsvej. Lægerne på regionshospitalet i Viborg konstaterede, at han havde så alvorlige forbrændinger, at han med det samme blev overført til Rigshospitalets brandsårsafdeling.

Mandens 21-årige veninde blev senere på dagen anholdt i sagen - politiet mener, at hun hældte varm olie ud over manden, mens han lå i sengen.

Kvinden bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør med krav om fængsling. Hun sigtes for at overtræde straffelovens paragraf 246, der kan give fængsel i op til 10 år.

Politiet kender ikke umiddelbart noget motiv til overfaldet, men kvinden, der nægter sig skyldig, har fortalt, at hun i sidste uge havde et skænderi med manden.