Mand mishandlet i Skive

En 22-årig mand er i dag blevet varetægtsfængslet for at have mishandlet en 18-årig bekendt.

Retten, Viborg, skilt.jpg

Ved et grundlovsforhør i Retten i Viborg blev en 22-årig mand fra Skive i dag varetægstfængslet og sigtet for særlig grov vold. Både den sigtede og offeret er fra misbrugsmiljøet i Skive.

Hashgæld

Konflikten mellem de to er opstået, fordi den 22-årige ikke havde modtaget penge for noget hash, som han havde solgt til den 18-årige unge mand. Det resulterede i, at den 22-årige de seneste 14 dage har udsat offeret for gentagende voldsepisoder.

- Den sigtede har snittet den 18-årige med en kniv, bundet ham fast til en stol og banket ham, hvilket han erkender sig skyldig i, fotæller anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Søren Riis Andersen. 

Den 22-årige bliver også sigtet for at have tvunget offeret med ud i en skov i Skive, hvor han skulle have hældt brandbar væske ud over ham og truet med at sætte ild til ham. Offeret forklarer, at han også blev banket med en trækæp. Den 22-årige nægter sig skyldig i episoderne i skoven.

- Han bliver også sigtet for at have brændt offeret med en lighter samt en opvarmet kniv. Det er alt sammen forhold der gør, at vi betegner det som særlig grov vold, siger Søren Riis Andersen.

Mentalundersøgelse

Der bliver nu sat en mentalundersøgelse i gang af den 22-årige mand fra Skive. Efter grundlovsforhøret i dag blev den sigtede overført til psykiatrisk afdeling på Søndersøparken i Viborg, hvor han er varetægtsfængslet indtil den 28. november.