Mand lå fastklemt under tag i flere timer

En mand fra Holstebro lå onsdag eftermiddag fastklemt under et tag i flere timer, før nogen lagde mærke til ulykken og kunne ringe efter hjælp. (foto: Henrik Leth)

Det gik grueligt galt for en mand fra Hornshøjparken i Holstebro, da han onsdag eftermiddag var i gang med at reparere sit skur.

- Noget er gået galt, så både skurets tag og vægge er styrtet sammen. Manden får taget ned over sig og ligger fastklemt i flere timer, inden nogen lægger mærke til ham og får ringet efter hjælp, forklarer Mogens Eliasen, der er indsatsleder ved Holstebro Brand og Redning.

Da indsatslederen nåede frem til stedet, kæmpede naboer fra området med at holde taget oppe. Med deres hjælp kunne Mogens Eliasen i samarbejde med Falck lirke manden fri.

- Da han var ude, blev han hurtigt sendt af sted til sygehuset i Aarhus i en lægehelikopter. Men jeg kender ikke hans tilstand, forklarer indsatslederen.

Han understreger dog, at den tilskadekomne mand under hele forløbet var ved bevidsthed.

Det vakte yderligere end del opmærksomhed, da lægehelikopteren landede i villakvarteret i Holstebro. Videoen her udlånet til TV MIDTVEST af Henrik Leth, der fulgte redningsarbejdet i Hornshøjparken.

01:21 Luk video