Mand i livsfare efter knivstikkeri

En 24-årig mand er i nat blevet overflyttet til Skejby Sygehus efter knivstik i ryggen.

Politiet har sat en intens eftersøgning igang på tre til fire gerningsmænd efter et knivstikkeri i Ikast. Overfaldet skete lidt efter klokken 20.00 mandag aften, hvor en 24-årig mand blev stukket indtil flere gange med en kniv. Et af stikkene ramte ham i lungen og bragte ham i livsfare. Hans tilstand er stabil, men han ligger i koma og ifølge politiet er offerets skader meget kritiske. Den 24-årige har afghansk baggrund og er ikke kendt i forvejen af politiet. Til gengæld formoder efterforskningsleder Jim Hansen, at overfaldet har været planlagt. Den teori bygger på, at gerningsmændene var maskerede og var flere om det.

Politiet hører gerne fra personer, der har set noget omkring adressen Skolegade 35 i Ikast, hvor offeret bor. Overfaldsmændene bar mørkt tøj.

Herunder er der billeder fra mandag aften, da politiet påbegyndte efterforskningen af overfaldet.

00:39 Luk video

Knivoverfaldet virker planlagt, formoder efterforskningsleder Jim Hansen:

01:08 Luk video