Mand fra Herning varetægtsfængslet for vold mod spædbarn

En mand fra Herning er varetægtsfængslet for ruskevold ad flere omgange mod sit bare to måneder gamle spædbarn.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Ved et grundlovsforhør ved retten i Holstebro blev en mand fra Herning første juledag varetægtsfænglset i fire uger.

Manden er anklaget for at have udøvet grov vold mod sit bare to måneder gamle spædbarn.

- Der er tale om ruskevold, hvor manden har rusket et spædbarn så meget, at barnet har fået skader og blødninger i hjernen og i øjnene, siger Bjarne Askholm, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Moren var også sigtet, men hun blev frikendt ved dagens grundlovsforhør.

- Efter det oplyste har moren ikke haft viden omkring det, siger Bjarne Askholm.

Opdaget ved indlæggelse

Manden har angiveligt udøvet grov vold mod spædbarnet flere gange på parrets bopæl, men det blev først opdaget, da parret var på besøg i Odense.

Her blev spædbarnet indlagt, da det fik det dårligt, og på Odense Universitetshospital kunne lægerne konstatere, at der i flere omgange har været udøvet vold, fortæller Bjarne Askholm.

- Vi ser på det med stor alvor, siger han. 

Spædbarnet er ikke i livsfare, men det er endnu uvist, hvilke mén det vil få. 

Manden er sigtet efter Straffelovens §245, som kan give op til seks års fængsel.