Mand fik peberspray og hundebid

En 27-årig mand provokerede politiet meget ihærdigt natten til mandag. Han modstod to hundebid og tre gange peberspray før han blev anholdt.

Politi_6.jpg

Ualmindeligt provokerende. Det beskriver vist bedst en 27-årig mands opførsel over for politiet natten til mandag ved Kibæk.

Det var slet ikke ham, politiet først var interesserede i. En hundepatrulje standsede en bil med en 18-årig kvinde fra Kolding, som viste sig at køre uden kørekort.

Mens betjentene stød ved kvindens bil, begyndte en mandlig motorcyklist at kredse tæt og aggressivt omkring bilen. Motorcyklisten viser sig at være kvindens 27-årige kæreste.

Da politiet prøver at standse ham, kører han væk. Politiet følger efter ham, men standser hurtigt igen, da motorcyklen slingrer så meget, at han flere gange næsten vælter.

Men provokationerne er først lige startet. Manden kører til Shell i Kibæk og smadrer en rude. Herefter vender han tilbage til hundepatruljen - dog uden planer om at overgive sig.

Peberspray og hundebid

Da betjentene igen prøver at standse motorcyklisten, stikker han af ved at køre ud ad jernbanen på svellerne. Men på det ujævne underlag går det galt for den slingrende motorcyklist, der vælter.

Manden klapper visiret op på sin styrthjelm og gør sig klar til slåskamp med betjentene. De ser dog sit snit til at standse manden med peberspray i øjnene. Men tre sprøjt peber senere kan han stadig skiftevis stikke af og indbyde betjentene til slåskamp.

Selv da betjentene sender en hund efter den 27-årige koldingenser, fortsætter han og får rystet hunden af sig, da den bider ham i låret.

Men da politihunden anden gang får bidt sig fast - denne gang i armen - får den ihærdige mand nok og lader sig anholde.

Manden har fået taget blodprøver, da politiet er overbeviste om, at hans ihærdige provokationer skyldes, at han var påvirket af alkohol eller stoffer.

Den 18-årige kvinde er blevet sigtet for kørsel uden kørekort.