Mand anholdt i sag om tyveri for en kvart million

Politiet har anholdt én ud af fire mænd, som tidligere på ugen stod bag et opsigtsvækkende tyveri i Silkeborg.

Det var i butikken her at det frække tyveri fandt sted ved højlys dag. Foto: Privatfoto

En 18-årig mand fra Aarhus er i dag blevet anholdt i sagen om butikstyveri fra dametøjsforretningen Laura Thomsen Luxury i Silkeborg. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Tyveriet fandt sted den 19. november omkring middagstid. Her gik fire mænd ind i butikken og stak af med designerjakker for 250.000 kroner. Flere på gågaden satte efter mændene, men de slap til sidst væk i en bil.

Læs også Frækt tyveri: Se overvågningsbillederne fra butikken

 - Vores ansatte ser de fire komme ind, og hun spørger, om de har brug for hjælp, men de kigger bare. På et splitsekund tager de alle fire fat i flere af de dyre jakker, og så stikker de af, sagde Henrik Thomsen, der er medejer af den luksuriøse tøjforretning i Silkeborg, til TV MIDTVEST den 20. november.

De fire mænd gik efter jakker af mærket Moncler. Mærket bliver kun forhandlet syv steder i landet, og derfor er de både dyre og sjældne.

Den 18-årige mand fra Aarhus sidder foreløbig varetægtsfængslet frem til den 20. december.

00:50

Her kan du se de overvågningsbilleder, som butiksejer Henrik Thomsen offentliggjorde på Facebook efter tyveriet.

Luk video