Mand anholdt efter Skjern-overfald

Overfaldet på en 11-årig pige onsdag morgen i Skjern er muligvis kommet et skridt nærmere en opklaring. Politiet har i dag sigtet en 21-årig mand fra Ulfborg.

19Overfald.jpg

Efter onsdagens overfald på en 11-årig pige i Skjern, der var på vej til skole på cykel, har politiet nu anholdt en mand fra Ulfborg.

Lokalpolitiet i Skjern besluttede fredag morgen at patruljere den samme strækning gennem Fredsskoven på cykel, som overfaldet var sket på.

Undersøgte mandens hjem

Her mødte politiet kl. 7.45 en mand på cykel med en genstand på sig, der kan have været brugt til det slag, den 11-årige pige fik i nakken. Politiet tog efterfølgende den 21-årige med til afhøring på stationen, og selvom han nægtede ethvert kendskab til sagen var der alligevel noget i hans forklaring her, der fik politiet til at undersøge hans hjem i Ulfborg. Her blev der fundet effekter, som kan være identisk med ting, der er bemærket af flere vidner, der så hændelsen onsdag morgen, forklarer Bjarne Højgaard fra efterforskningsafdelingen ved Ringkøbing Lokalpoliti til TV-MIDT-VEST.

Efterforskningen fortsætter

Politiets mistanke er dog ikke nok til at fremstille manden i grundlovsforhør på nuværende tidspunkt. Nu vil efterforskerne forsøge at finde ud af, hvor manden befandt sig på gerningstidspunktet onsdag morgen.