Formand om Venø Festival: - Man skal vise, at man er et attraktivt sted at være

Steffen Damsgaard synes, at en festival som den på Venø er en glimrende måde at få folk til at flytte til lokalområdet.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Foto: TV MIDTVEST

I disse dage løber Venø Festival af stablen, og det er en god måde at lokke flere mennesker til at bo i nærområdet.

Det mener Steffen Damsgaard (V), der er formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Læs også Venø Festival er en stor succes: Vil have folk til at se, hvor skøn en plet det er

- Det er i hvert fald utrolig afgørende, at man har nogle aktiviteter, der gør, at folk udenfor øen kan komme og opleve det helt unikke og specielle med øliv og flerdobler øens befolkning henover en weekend. Så det er afgørende. Man skal gøre den slags. Og det skal man i øvrigt og i landsbyer generelt. Så det er det samme, der gør sig gældende – man skal vise, at man er et attraktivt sted at være, siger han.

Og lige præcis det med at vise, hvor attraktivt et sted kan være, er en af hovedpointerne bag Venø Festival, siger Amanda Appel, der er arrangør af Venø Festival.

Kan have Venø i tankerne

Det er vigtigt, at Venø Festival og andre aktiviteter i nærområder, hvor befolkningen gerne vil have flere tilflyttere, at skabe et miljø, som folk husker.

Det er ikke nødvendigvis kun festivalen i sig selv, der er afgørende. Det skal være en blanding af mange ting, mener Steffen Damsgaard.

Læs også Børnefamilievenlig festival på vej til Venø

- Man kommer til Venø, får en god oplevelse, hører noget god musik, smager nogle lokale fødevarer, får et netværk med andre og oplever de skønne attraktioner og natur, der er på Venø. Så hænger det sammen med senere – eventuelt i en jobskiftesituation eller af andre årsager – rykker til et område, så har man Venø i sin erindring som et rigtig dejligt sted at være, så det kunne være, at det er der, man skal bosætte sig. Så det hænger sammen. Det er ikke en festival i sig selv, der gør, at folk flytter til Venø i næste uge, men folk har en god oplevelse som gør, at de sagtens kan rykke tilbage og på sigt vil bosætte sig, siger Steffen Damsgaard.

Det er dog vigtigt, at der stadig er en følelse af, at området også er roligt, så der ikke er fest og farver altid.

Det kan få mulige tilflyttere til at blive skræmt væk.

- Hvis det var sådan, at Venø Festival var tilbagevendende hver 14. dag, så tror jeg måske også, at mange øboere ville sige, at det var for voldsomt. Men at man holder Venø Festival en gang om sommeren og har nogle andre aktiviteter, som gør det attraktivt at besøge Venø og være der, det kan fint hænge sammen med ønsket om, at der skal være fred og ro, så det hænger fint sammen med den her type festival og ølivet, siger Steffen Damsgaard.

Beboertallet er på Venø faldet fra 195 til 180 i de seneste tre år.

01:59

Hør her Steffen Damsgaard (V) fortælle om, hvorfor Venø Festival er en god idé til at få folk til at flytte til.

Luk video

"Det sætter jo gang i nogle tanker"

Et af de par, der efter et besøg på festivalen, overvejer at hive teltpælene op og flytte til Venø, er Ivan og Rie von Wowern-Davies.

De bor til daglig på Østerbro i København.

- Det sætter jo gang i nogle tanker. Der er en speciel følelse af fællesskab og nærvær, som vi godt kunne tænke os mere af i hverdagen. Lad os bare sige, at det inspirerer, siger Ivan von Wowern-Davies.

De to har sammen et barn, og det er specielt forældre-delen, der kunne trække dem fra hovedstaden til Venø.

- Man er lidt splittet, fordi jeg har familie på Sjælland. Men selve det der øliv med nærvær, hvor alle kender alle, og alle kender lidt ens barn, det er virkelig noget, vi godt kunne tænke os i dagligdagen. Hvor det her var en dagligdagsfølelse, siger Rie von Wowern-Davies og fortæller derefter, hvad det er, der kan få dem til at flytte.

- Det er noget nært. Gode daginstitutioner, velfungerende skole – sådan noget. Det er meget med ens børn, man tænker, når man skal flytte

Ivan og Rie von Wowern-Davies. Foto: Morten Fyrstenborg, TV MIDTVEST