Malthe fangede et skørt dyr på safari med waders og net

I dag drog familier ud på årets sidste Limfjordssafari i Limfjorden.

0:31
Familien Rask Amby var med, da der blev undersøgt krabber, fisk og rejer i Limfjorden.
Foto: Katrine Holler

Fødderne er tungere end normalt for Esther Rask Amby, der vralter afsted iført smarte blå waders og en stor orange redningsvest.

Hun er beredt og klar til at komme på safari - limfjordssafari.

Vi er ved Doverodde Købmandsgård i det sydlige Thy med panorama-kig til Limfjorden. 

Med fiskenet i hænderne og waders på fødderne er de fremmødte børn og voksne klar til at kigge nærmere på de små organismer og dyr, der lever i Limfjorden. 

Limfjordssafari er en populær naturaktivitet i Thy, som er blevet arrangeret af Natursektionen under Thisted Kommune i flere år.

Gøre børn nysgerrige på naturen

De fleste safari-ture bliver arrangeret i børnenes sommerferie, men naturvejleder Marlene Lundgren Kiel har i dag fundet waders, fiskenet og bestemmelsesdugen frem i anledning af efterårsferien.

- Vi vil rigtig gerne give børnene en god naturoplevelse og gøre dem nysgerrige på, hvad naturen har at byde på. Og så håber vi også, at de får lyst til at passe på naturen og de små organismer, fortæller Marlene Lundgren Kiel. 

Esther Rask Amby bruger en undervandskikkert til at se, hvad der ske under overfladen. 
Esther Rask Amby bruger en undervandskikkert til at se, hvad der ske under overfladen. 
Foto: Katrine Holler

Esther Rask Amby er på Limfjordssafari sammen med sin storesøster, Sofie, sin storebror, Malthe, og sine forældre.  

- Hvad tror I, vi finder i dag, spørger Marlene Lundgren Kiel, inden børnene bliver sluppet løs i Limfjordens blikstille vand, der kun bliver brudt af de regndråber, der langsomt siler ned. 

Regnen ser ikke ud til at genere børnene, der har travlt med at teste, om deres waders er vandtætte, i en stor vandpyt. 

- Fisk og krabber, siger en dreng. 

Sofie Rask Amby, der står i sin gule jakke og mosgrønne waders, kigger bekymret op, da hun hører Marlene Lundgren Kiel bekræfte, at der er masser af krabber. 

Sofie Rask Amby var ikke glad for krabberne, der blev fisket op af Limfjorden en efter en. 
Sofie Rask Amby var ikke glad for krabberne, der blev fisket op af Limfjorden en efter en. 
Foto: Katrine Holler

- Bare rolig, de kan ikke bide igennem dine waders, fortæller hendes far.

- Nej, waders er krabbepanser, tilføjer Marlene Lundgren Kiel. 

Krabber, rejer og en næbsnog

Endelig bliver børnene sluppet løs - efter at være blevet formanet om, at de skal holde sig på så lavt vand, at redningsvestene forbliver tørre. 

Det omkringlæggende vand får børnenes waders til at klæbe til deres ben, når de bevæger sig ud i Limfjorden med vaklende skridt.

Fiskenenettene bliver slæbt langs fjordbunden, og de fyldte net bliver tømt i en plastickasse med vand, så børnene kan se nærmere på, hvad de har fået i nettet. 

Fangsten blev undersøgt i hvide plasticbakker. 
Fangsten blev undersøgt i hvide plasticbakker. 
Foto: Katrine Holler

I løbet af kort tid svømmer der rejer, hundestejler og krabber rundt i plastickasserne. 

Sofie Rask Amby har to rejer i sit fiskenet, der skal undersøges.

- Uh, udbryder Sofies mor, Dorte Rask Amby, da en af rejerne spjætter i hendes hænder. 

- Den er altså ikke farlig mor, belærer Sofie Rask Amby, der allerede er blevet helt tryg ved de hoppende rejer.

Krabberne er derimod en anden historie. 

Malthe Rask Amby kommer begejstret ind på land med sit net. 

-  Jeg har fanget et mærkeligt dyr, fortæller han. 

Matlthe og Sofie Rask Amby. 
Matlthe og Sofie Rask Amby. 
Foto: Katrine Holler

Nede i hans net slanger sig et tyndt og aflangt dyr, der til forveksling ligner det omkringliggende mørkegrønne tang. 

- Hvad er det for en, spørger han sin far, som ikke ser ud til at kende svaret. 

Marlene Lundgren Kiel kommer til undsætning. 

- Det er en næbsnog. Det er en af to slags nålefisk, man kan fange her i Limfjorden, fortæller hun til Malthe, der stolt holder næbsnogen frem. 

Kom tilfældigt forbi

Dorte Rask Amby fortæller, at det var helt tilfældigt, at familien kom med på turen ud i Limfjorden. 

De skulle have været inde og se en kunstudstilling i Doverodde, mens så spurgte Marlene Lundgren Kiel, om de ikke hellere ville med på Limfjordssafari. 

- Det er mega hyggeligt og helt på børnenes præmisser. Børnene synes i hvert fald, at det her er federe end en kunstudstilling, siger hun med et smil. 

Flere familier havde trodset regnet for at komme med på tur. 
Flere familier havde trodset regnet for at komme med på tur. 
Foto: Katrine Holler

Det er hendes ældste søn Malthe helt enig i. 

- Det er rigtig sjovt, jeg har fanget mange flere dyr, end jeg havde regnet med. Det var især sjovt at fange det der nåle-dyr, fortæller han. 

Der vil blive arrangeret gratis Limfjords-safarier igen i det nye år. 

Kom med dit bud på, hvad man kan lave i efterårsferien

Der er mange forskellige aktiviteter for børn og unge i det midt- og vestjyske i efterårsferien.

Du kan se nogle af dem i guiden her, hvor du også kan komme med dit forslag til en god aktivitet for hele familien.