Magert Danish Crown regnskab

Slagterikoncernen Danish Crowns indtjening i Storbritannien svigter. Til gengæld er kineserne vilde med dansk grisekød.

Slagterikoncernen Danish Crown kommer ud af regnskabsåret 2015/16 med en omsætning på 60 milliarder kroner og et overskud på 1,6 milliarder kroner.
    
Det er en nedgang i forhold til sidste regnskabsår. Ledelsen forklarer, at det skyldes, at året har været præget af særlige udfordringer.
    
Samlet set må resultatet bedømmes som tilfredsstillende, mener Danish Crowns formand, Erik Bredholt.
    
- Det understreger styrken i at være en koncern med flere ben at stå på, udtaler han i en pressemeddelelse om selskabets regnskab.
    
- Vi har haft et år med svigtende indtjening på det vigtige britiske marked, men det bliver i høj grad opvejet i andre dele af koncernen.
    
Det er blandt andet en øget kinesisk appetit på importeret svinekød, der har løftet priserne i Europa, fremgår det.
    
Selskabets ejere, cirka 8000 danske landmænd, kan se frem til en samlet restbetaling på knap 1,3 milliarder kroner, hvilket er mindre end sidste år.
    
Selskabet har for nylig lanceret en femårig strategiplan. Den skal gerne sikre, at landmændene får en højere afregning i slutningen af perioden.
    
Men ifølge regnskabsmeddelelsen må også det kommende regnskabsår forventes at give et forholdsvis magert udbytte.
    
- Regnskabsåret 2016/2017 vil fortsat byde på udfordringer, varsler Danish Crowns administrerende direktør, Jais Valeur, i meddelelsen.
    
- Som leverandør til en stærkt konkurrencepræget detailhandel er det en sej kamp at få løftet priserne, når råvarerne bliver dyrere. Samtidig er vi stadig udfordrede i vores britiske datterselskab, forklarer han.

Svineproducenter vil have sænket efterbetalingen

- Det er glædeligt, at efterbetalingen er faldet lidt i forhold til rekorden sidste år på 1,05 krone, men den er stadig alt, alt for høj.

Det fastslår formand for danske Svineproducenter Henrik Mortensen, som en reaktion på Danish Crowns udmelding om en efterbetaling for 2016, som bliver på 100 øre pr. kilo slagtesvin, det siger han i en pressemeddelelse. 

- Det er selvfølgelig positivt, at det går dem godt, men vi har italesat det år efter år efter år, og nu gør vi det igen: Det giver et alt for stort indhug i svineproducenternes likviditet, at Danish Crown tilbageholder en så stor del af betalingen pr. svin i så lang tid, siger Henrik Mortensen.

- Samtidigt er det er det selvfølgelig positivt, at der bliver indsat mindre på de personlige konti i forhold til sidste år, så pengene i stedet kan komme ud og arbejde hos landmændene. Det må helt klart være en effekt af, at Tönnies er kommer til, vurdere Henrik Mortensen.

Henrik Mortensen opfordrer til, at Danish Crown begynder at betale markedsprisen, hvilket Danish Crown jo i øvrigt også selv gør på alle andre markeder, hvor de slagter grise.

Han er af den klare overbevisning, at Danish Crowns efterbetaling skal helt ned på 20-40 øre pr. slagtesvin.

- Det vil være et udtryk for en straksafregning til os svineproducenter til markedsprisen. Gevinsten af DC’s nye 4WD-strategi på 80 øre i 2021, kan de så give os som efterbetaling.

- Det er jo et trækplaster for os svineproducenter, at konkurrerende slagterier som eksempelvis Tönnies udbetaler markedsprisen med det samme og ikke gemmer noget til senere. Derfor kan det jo også kun være i DC’s interesse, at de i videst muligt omfang matcher konkurrenternes markedspriser, påpeger Henrik Mortensen.

    
/ritzau/Tv Midtvest