Mærkværdige ting fundet under årets affaldsindsamling

Under Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling blev der blandt andet fundet drone, bibel og cirka to kilo hash i Midt- og Vestjylland.

Foto: Arkivfoto. Lillian Jørgensen

Søndag 2. april deltog flere end 160.000 danskere i Danmarks Naturfredningsforenings årlige forårsrengøring i naturen. De samlede tilsammen over 154 ton affald ind.

Selv om det er mindre end sidste års 181 ton, er Ole Laursen, der leder Affaldsinsamlingen, begejstret over resultatet.

- Vi håber jo, at vi finder så lidt som muligt. Allerhelst så vi jo, at der slet ikke var noget affald i naturen. Vi har haft flere deltagere end nogensinde før i år, men har samlet mindre affald. Det tyder jo på, at danskerne er blevet bedre til at rydde op efter sig selv, og det er en fantastisk nyhed, siger han.

Traditionen tro er affaldsindsamlerne igen i år stødt på mærkværdige fund i naturen.

I Gribskov blev en lyserød dildo fundet, i Svendborg et gebis, i Silkeborg en drone, i Viborg en bibel og i Ikast-Brande fandt indsamlerne en pose med op mod to kilo hash. Sidstnævnte blev selvfølgelig overdraget til politiet.

Noget af det, der blev fundet mest af i naturen, var igen i år dåser - de fleste uden pant. Af de 107.660 dåser, der blev fundet rundt omkring i landet, var 82.910 uden pant.

Ole Laursen mener, at der "hurtigst muligt" skal pant på de dåser, danskerne henter med over grænsen fra Tyskland. Det vil betyde, at langt færre dåser havner i naturen, vurderer han:

- Det tager naturen 500 år at nedbryde en dåse, men det er ikke kun som henkastet affald i naturen, at de pantfri dåser er et problem, siger Ole Laursen og opfordrer til genanvendelse af flere dåser. Der kan for eksempel produceres 88 nye dåser af 100 gamle, og der bruges 95 procent mindre energi, når man smelter en brugt dåse om til en ny, siger han.

Både privatpersoner, skoler, foreninger og organisationer har deltaget i affaldsindsamlingen.

/ritzau