Mænd hjælper hinanden videre

I Struer er en gruppe mænd med i et nyt forsøgsprojekt, der skal få mænd til at åbne sig op og snakke med hinanden.

Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Som mand kan det være svært at tale højt om stress, fyring eller dødsfald, for hvem er det lige man taler med følelser om. Så det kan være svært for mænd at komme videre, og det problem forsøger de at gøre noget ved i Struer. Her er en gruppe mænd med i et nyt forsøgsprojekt, der skal få mænd til at åbne sig op og snakke med hinanden.

For to år siden mistede Ole Groth sin kone, og det vendte op og ned på hans liv.

- Det væltede min verden - og nu har den været gået i stå i to år, fortæller Ole Groth, der er med i "Kom videre mand" projektet.

Men siden han kom med i gruppen "Kom videre mand" her i Struer, har han fået mod på livet igen.

- Bare det at man får snakket og får sat ord på nogle ting og får nogle redskaber - og hører andre. Man er ikke alene, der er andre der har større problemer, siger Ole Groth.

Formålet med projektet er at få mænd til at tale med hinanden om deres følelser, og på den måde hjælpe dem til at komme videre. Også 28-årige Morten Nielsen her har haft brug for et sted, hvor han kunne bearbejde sine problemer. Siden han kom hjem fra en udsendelse til Afghanistan, har han lidt af store hukommelsesproblemer.

- Alt skal skrives ned, bliver det ikke skrevet ned, bliver det glemt, siger Morten Nielsen. 
Han tilføjer:
- At mødes med et hold gutter, hvor man ikke kender dem personligt, så de ikke har fordomme og man skal ikke passe på med hvad man siger. Det er super befriende - så der kan man få lettet hjertet for det man ikke kan for andre, siger Morten Nielsen.

Det er Kim Jensen der har taget initiativ til en mandegruppe i Struer. Tidligere har han haft succes med fire lignende grupper i Silkeborg.

- Mange siger det her med at mænd taler ikke om følelser. Det er også til dels sandt - men der sker noget når du kommer i det rum her. Jeg bruger nogengange det udtryk der hedder ballonen, fordi så siver luften ud af ballonen.

"Kom videre mand" forløbet varer i otte uger.