To mænd dræbt i arbejdsulykker

En mand mistede livet ved håndtering af gylle, og en anden døde efter fald fra en trappe.

ambulance_udryk_landevej4.jpg

En landmand og en medarbejder på en transportvirksomhed er natten til tirsdag blevet dræbt i to forskellige jyske arbejdsulykker.

Politiet fik besked om den første episode mandag aften kl. 20.59. Her omkom den 53-årige landmand Jacob Kjærsgaard, da han var i gang med at læsse gylle fra en gylletank over i en gyllevogn på sin bopæl i Hammerum ved Herning.

- Hans hustru fandt manden uden for gyllevognen. Han lå på ryggen ved siden af gyllevognen, helt dækket af gylle, fordi gyllen var løbet over. Hustruen begyndte på førstehjælp, og det samme gjorde ambulancefolk, da de ankom, men uden held, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Manden blev erklæret død på sygehuset i Herning kl. 21.45. Arbejdstilsynet er tilkaldt for at finde ud af, om der er sket overtrædelser af reglerne.

- Årsagen kan være mange ting. Han kan have fået en amoniakforgiftning eller et ildebefindende og er på den måde faldet omkuld, siger vagtchefen.

Stedet, hvor landmanden blev fundet, var dækket af 25-30 cm gylle og dækkede et areal på ca. 70 kvadratmeter. Der er løbet omkring 18 kubikmeter gylle ud.

Død af trappefald

I en anden arbejdsulykke mistede en 42-årig mand fra Viborg livet mandag aften. Politiet fik anmeldelsen om ulykken, som skete ved lagerterminalen Nagel-Group i Gimsing ved Struer, kl. 22.14.

- En medarbejder blev fundet livløs af en kollega ved foden af en seks trin lang trappe. Manden har formentlig brækket nakken ved et fald på trappen, og man forsøger at genoplive manden uden held. Ingen så det ske, siger vagtchefen.

Også i dette tilfælde er Arbejdstilsynet tilkaldt.

Begge familier til de omkomne er blevet underrettet.