To mænd dømt for grov vold mod SKAT-medarbejder

De to mænd, der på bestilling overfaldt en medarbejder fra SKAT sidste år, skal begge i fængsel.

Foto: Sarah Christine Nørgaard / Ritzau Scanpix

Et brutalt overfald på en 38-årig kvindelig SKAT-medarbejder har i dag fået sat et foreløbigt retsligt punktum.

48-årige Adam Mirsepasi er blevet idømt tre år og 11 måneders fængsel, mens den 29-årige medgerningsmand fra Bulgarien, Deniz Mehmed Syuleyman, har fået tre års fængsel for grov vold.

Oveni er bulgareren blevet udvist af Danmark. Begge har de anket deres domme.

Et særdeles groft overfald

Læs også Voldsramt SKAT-medarbejder: - Troede aldrig jeg skulle se mine piger igen

Overfaldet, der blev begået den 14. marts sidste år, var et særdeles groft et af slagsen.

Det var den 48-åriges bror, 37-årige Mahmoudreza Mirsepasi, der bestilte overfaldet for 50.000 kroner, fordi han ville have hende til at droppe to skattesager mod ham. I december blev han idømt halvandet års fængsel for at have trukket i trådende i kulissen. En straf, anklagemyndigheden dog har anket til landsretten.

Adam Mirsepasi overfaldt SKAT-medarbejderen med slag og spark ude foran hendes hus nær Silkeborg en tidlig morgen, mens Deniz Mehmed Syuleyman holdt vagt.

Overfaldet var så voldsomt, at hun brækkede både sin kæbe og flere ribben.

I sidste uge fortalte kvinden i forbindelse med retssagen om, at hun under overfaldet frygtede for at dø.

Læs også Bestilte tæskehold til SKAT-medarbejder: Nu er dommen faldet