To mænd anholdt – mistænkt for adskillige tyverier fra biler

OPDATERET: De er blandt andet mistænkt for tyverier her i landsdelen.

Håndjern låst
Foto: arkivfoto

Nordjyllands Politi foretog i nat anholdelse af to udenlandske mænd, som man mistænker for at stå bag tyverier fra flere biler i Vest- og Nordjylland.

Anholdelsen skete klokken 01:17. Her standsede en af politiets patruljer en dansk indregistreret bil i Kaas i Nordjylland. I bilen befandt sig to udenlandske mænd, der over for politipatruljen havde svært ved at redegøre nærmere for deres færden.

Med de mange tyverier fra personbiler i hele sidste uge i baghovedet besluttede betjentene sig for at ransage køretøjet. Og det gav pote. I bilen fandt politifolkene flere remedier til at foretage indbrud og tyveri fra biler.

Fremstilles i dag

De to mænd, der blev anholdt, er fra Litauen og er 21 og 33 år.

- Vi efterforsker nu sagen intensivt, og det er klart, at vi efterforsker i retning af, at de kriminelle forhold i både Midt- og Vestjylland og i Nordjylland fra sidste uge, er noget, som de anholdte kan have relationer til, siger politikommissær Kenneth Ginnerup, der leder politiets efterforskning.

Ved et grundlovsforhør i Hjørring tirsdag eftermiddag blev de to litauere fængslet i 14 dage. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.

Vi ved derfor heller ikke, præcist hvilke sager, mændene mistænkes i, men det politiet bekræfter overfor TV MIDTVEST, at det primært drejer sig om tyveri af værktøj fra håndværkerbiler.