To mænd anholdt med designermøbler

To mænd anholdt med designermøbler

Politiet stoppede i nat i Skive en varevogn fyldt med designermøbler. To mænd fra Aarhus er anholdt. Der har i år været flere designtyverier end tidligere.

To mænd på henholdvis på 18 og 30 år fra Aarhus-området blev natten til onsdag anholdt med en halv times forskel på Viborgvej i Skive, det oplyser Niels Peter Olesen fra lokalpolitiet i Skive.

Den 18-årige blev stoppet først kl. 01.00 i en stjålet VW Transporter med lastrummet fyldt med 10 Arne Jacobsen 7'er stole og to Poul Kjærholm-sofaer.

30-årig var eftersøgt

En halv time senere standsede politiet den 30-årige mand til fods helt gennemblødt og uden et decideret mål at gå efter. Manden var eftersøgt, fordi han tidligere ikke er mødt op til en afsoning. Politiet undersøger nu, om den 30-årige har forbindelse til den 18-årige, bilen og møblerne.

Varevognen blev stjålet i Hammel for 10 dage siden, mens politiet mener, at møblerne er stjået i Aarhus. De ved endnu ikke, hvorfor møblerne blev kørt rundt i Skive natten til onsdag.

Stigning i designtyveri

Der har været stigning i tyverier af designermøbler i den seneste tid, og tidligere sager har vist, at politiet ofte har svært ved at opklare sagerne og finde frem til tyvene.

De to mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør kl. 13.00 i dag i retten i Aarhus.

 

TV Midt-Vest sendte i juli dette indslag om stigningen af designtyverier i det Midt- og Vestjyske.