Mælkeproducent: Ingen løn for at arbejde

Otte ud af ti mælkeproducenter kører med underskud. For Rick van Heesch betyder det, at han lige nu ikke tjener en krone.

Den lave mælkepris har store omkostninger for mælkeproducenterne. Otte ud af 10 kører ifølge Seges med underskud. En af dem er Rick van Heesch fra Trandum syd for Skive, som lige nu ikke får noget ud af at arbejde.

- I dag ligger vi lige på vippen. Vi rammer vores nulpunkt. Det vil sige, at jeg får nul kroner for at arbejde, siger Rick van Heesch, der også sidder i bestyrelsen i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Aldrig været værre

Årsagen til de faldende mælkepriser er, at der gennem længere tid har været rigtigt meget mælk på verdensmarkedet. Situationen er meget alvorlig, lyder det fra Landbo Limfjord.

- Det her, det er det værste, vi har oplevet. Vi har før været i en krise, men det her er det værste, vi har prøvet, lyder det fra Claus Clausen, formand i Landbo Limfjord.

Åben invitation til minister

Selvom det ser svært ud, har mælkeproducenten fra Trandum ikke tænkt sig at give op endnu.

- Man bliver nødt til at klø på. Og smile. Og fortsætte, fortæller Rick van Heesch, der også sender en åben invitation til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen:

- Jeg vil gerne invitere fødevareministeren til en snak, når hun kommer hjem fra ferie. Så er vi klar i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter til at tage en snak med hende. Så kan vi måske tilføje fire punkter mere til hendes 16-punktsplan, siger Rick van Heesch.

 

Se aftenens indslag om de pressede mælkeproducenter her:

02:01 Luk video