Mælkepriserne styrtdykker: - Vi nærmer os de røde tal

Priserne på mælk er styrtdykket i 2018, og det kan betyde, at landmænd må dreje nøglen om.

kopatter.jpg
Foto: Esben Jensen, TV MIDTVEST

Mælkepriserne rasler ned, og de har gjort det hele året. 2017 var ellers et godt år for mælkeproducenterne, men 2018 halter gevaldigt efter, og det kan få store konsekvenser for landmændene.

En af dem, som mærker de hårde tider er Anders Nørgaard. Sidste år fik han 2 kroner og 57 øre for en liter mælk, men det er nu nede på 2 kroner og 26 øre.

- For vores virksomhed er det omkring 4,5 millioner kroner på bundlinjen, og det gør da, at vi nærmer os de der røde tal, siger han.

Anders Nørgaard krydser fingre for, at priserne igen stiger, mens han forsøger at optimere bedriften.

- Det er det, vi arbejder med, og det er det, vi forholder os til. Resten, det er storpolitik, siger han.

Presser landmændene

De lave priser presser de danske landmænd, og det er ikke mange år efter, de sidst var dybe panderynker i branchen.

- Vi så jo i 2015 og 2016, hvor galt det gik, når mælkeprisen var for lav. Dygtige kolleger måtte forlade erhvervet, og det værste er jo, hvis det fortsætter, så der igen bliver ryddet op i mængden af mælkeproducenter, siger Claus Clausen, der er formand for Landbo Limfjord.

 2017 startede svagt ud, men de meget stigende priser i sidste halvdel af året betød, at der blev produceret for meget mælk.

- Vi kan så konstatere, at verdens mælkeproducenter sagtens kan producere den mælk, der er brug for. Lige pludselig så kammer udbuddet over efterspørgslen, og så sker det, at prisen falder og styrtdykker, siger Claus Clausen.

1:49
Se hele indslaget om mælkepriserne her.