Måbjergværket til salg

DONG Energy har sat Måbjergværket til salg. En gruppe lokale selskaber er gået sammen og overvejer at købe kraftvarmeværket.

090311Maabjerg.jpg

Kraftvarmeværket Måbjergværket har indtil nu været ejet af DONG Energy, men nu ønsker de at sælge til højest bydende. Derfor er Vestforsyning, Struer Forsyning og affaldsselskabet NOMI gået sammen for at give et bud på værket.

- Der er stadig meget, vi skal have undersøgt - specielt omkring økonomien, men der er efterhånden mange, som har hørt, at DONG Energy overvejer et salg af Måbjergværket, så vi finder det mest rigtigt at meddele, at vi er med i processen, så forbrugerne i Holstebro og Struer ved det, forklarer Arne Lægaard, der er bestyrelsesformand for Vestforsyning.

Det er ifølge Arne Lægaard prisen, der kommer til at afgøre, om de tre selskaber vil komme med et endeligt bud på værket.

- En realistisk pris for mig betyder, at man også fremover kan fastholde de relativt lave priser, man har i dag, siger Arne Lægaard.